Knytnæve eller kvadrat?

Albert Mertz (1951)


Knytnæve eller kvadrat? 16 januar 1951. Information

Hentet fra Døren er åben – tekster af Albert Mertz. Redigeret af Absalon Kirkeby og Kasper Hesselbjerg

I en verdenspolitisk, økonomisk, mental krisesituation som den, vi for øjeblikket gennemlever, må den moderne kunstner føle sin isolation stærkere end ellers. Tvivlen på berettigelse dukker op, og troen på kunsten som en livsværdi vakler. Det er jo en kendsgerning, at i de sidste bevægede halvtreds år er kunstnerens stilling blevet mere og mere isoleret; de eksperimenter, som den første verdenskrigs omvurdering af gamle kulturværdier førte med sig, skærpede isolationen. Industrialiseringen, monopolkapitalismen, mekaniseringen, filmen og radioen, hele den såkaldte civiliserede leveform, sløvede den menneskelige oplevelsesevne og devaluerede kunsten som en faktor, som en levende del af samfundet og det daglige liv. Tiden var splittet, tilværelsen var blevet hektisk, en individualismens jungle med alles kamp mod alle. Det arbejde, kunstneren gjorde for at finde en mening i galskaben, kunne naturligvis ikke følges af flertallet af publikum, da det ofte førte til dunkle, mørke stier.

Denne ærlige søgen efter en ny sandhed, man kunne skabe en kulturel genopbygning på, undgik heller ikke kommercialismens kvælertag. Kunsthandlen, især den parisiske, spekulerede i kunstens udvendige sensation og havde i det livstrætte og sensationshungrende bourgeoisi en indbringende kundekreds. Kunsthandlen terroriserede kunstnerproletariatet til endnu mere raffinerede sensationer, således at det for de svagere sjæle blev den udvendige sensation og originalitet og ikke bestræbelsen på at finde en sandhed, der blev det væsentlige.

Det tyvende århundrede, opfindelsernes, teknikkens og eksperimenternes århundrede, piskede mennesket til et stakåndet marathonløb; man havde mistet evnen til det rolige i sig selv hvilende åndedræt – et århundrede, hvor man ikke har tid til at sidde ned og lade tingene, livet, strømme igennem sig, men hvor man ustandselig er på jagt eller på flugt fra sig selv. Mennesket er rodløst, kunsten er rodløs. Mon ikke det i store træk er den kulturelle situation vi befinder os i den dag i dag?

Det er derfor fuldt forståeligt at der er kunstnere herhjemme og i Frankrig, der for at bryde kunstens isolation og for at føle sig medvirkende til arbejdet på en bedre, fredeligere fremtid, er begyndt at male socialistisk realisme. Det sørgelige er bare, at de gør det ud fra kunstnerisk set hel  reaktionære synspunkter. De siger for det første, at skal man have folket i tale, må man male således, at folket forstår det – kort sagt, man må benytte sig af et sprog folk kan lide. Og hvad folket forstår og kan lide, vil sige den værste gang ugebladsillustration. Og man kan nu engang ikke skabe kunst ud fra et kulturniveau, der er så lavt som det for øjeblikket er hos den såkaldte brede del af befolkningen.

For trods vort skolevæsen og oplysningsarbejde, vor højskole osv., kan vi roligt sige, at der i den største del af den danske befolkning ikke er behov for kunst. Hvorfor – fordi vi i vores aktuelle situation ikke har kræfter til, ikke har overskud til at beskæftige os med kunstens problemer, ikke kan overkomme at gøre det arbejde, som tilegnelsen af enhver virkelig kunstnerisk oplevelse kræver.

Det er ikke udelukkende kunstens uforståelighed der bærer skylden, det er heller ikke udelukkende folks uvilje mod at tilegne sig det, man måske med et lidt for fint ord kalder kunstforstand. Nej, det er hele den atmosfære af materialisme, af manglende åndeligt og menneskeligt fællesskab, teknikkens sløvning af det menneskelige fantasiliv og den skabende evne, der ene og alene bærer skylden. Man gavner ikke menneskeheden, kulturen eller den idé, man propaganderer for, ved at dykke ned til den sløvhedstilstand, den accept af banaliteter, som i dag er almindelig i den største del af befolkningen. Nej, tværtimod gør man ubodelig skade – man nærer sløvheden.

 

Den abstrakte kunst og den socialistiske realisme er de to stridende parter i dagens kunstdiskussion. Og det kan ikke nægtes, at socialrealisterne har ret i mange af deres angreb på den abstrakte kunst, mange sider af den abstrakte kunst er blevet noget forfærdeligt æsteteri, en omgang finpoleret geometri af en ofte så spekulativ art, at det er filosofien bag billedet, mere end billedet selv, der er den egentlige værdi.

De abstrakte malere (det bør her bemærkes, at forfatteren selv er abstrakt maler) lider af en neurose, der hedder, at billedet ikke må indeholde figurative elementer, at det ikke må “efterligne naturen”. Hvad er det for noget forbandet vrøvl – som om Cézanne, Renoir, van Gogh, Léger nogen sinde havde det som mål at efterligne naturen. Deres malerier er jo ikke forsøg på at lave et snapshot af naturen, men gennem en studie i naturens farver, former og linjer at trænge til bunds i disse elementers liv, at fravriste dem deres hemmelighed. – For disse kunstnere var billedet målet. At malerkunsten så efterhånden udviklede sig derhen, via Klee og Kandinsky, at farven, formen, linjen var udtryk, der i sig
selv ejede så mange muligheder, at man kunne omsætte sine følelser og ideer uden at have naturen som mellemled, gør dog ikke ethvert forhold til naturen til en forbrydelse.

Den abstrakte kunst var en nødvendig frugt af udviklingen. Man var nået så langt i den kunstneriske eksperimenteren, at man for at få fodfæste var nødt til at lære sin billedmæssige ABC helt forfra, og ved en udvikling, en forfinelse, en nuancering af dette rene sprog udvidede vi vort kendskab til den kunstneriske skaben og det maleriske sprog. Men tiden er nu kommet, hvor vi må forlade alle dogmer og udvide vort billedsprog endnu mere, arbejde hen imod en syntese af alle maleriets skabende muligheder, en syntese, der også kommer til at indeholde figurative elementer, men som ene og alene lever i kraft af sin maleriske værdi og i kraft af de værdier, som de store pionerer Klee, Kandinsky, Moholy-Nagy, Arp har åbenbaret for os.

Og her er det, at den socialistiske realisme begår sin store fejl. Den vil propagandere, genindføre det fortællende element i malerkunsten – udmærket, hvis bare propagandaen og fortællingen når tilskueren gennem rent maleriske værdier. Og det gør den ikke i de socialrealistiske billeder, vi endnu har set. Jeg har hørt en socialrealistisk maler sige: “Se nu ham arbejderen til højre, han er meget vigtig for billedet, for hans onkel var partisanfører, og hans søster døde i kz-lejr.” Måske nok lidt overdrevet, men meningen, at man på en figur i maleriet skal kunne ane hans fortid, fremtid og familieforhold, er en egenskab, der er maleriet helt fremmed.

 

Det er egenskaber, der udmærker kunstarter som film, teater og litteratur, fordi det er kunstarter, der arbejder kontinuerligt fortløbende, hvorimod maleriet ifølge sin natur er statisk, eller rettere har en helt anden bevægelsens og rytmens lov. Spørgsmålet er, om ikke de for tiden huserende socialrealister har valgt et efter deres tankegang og mål helt galt udtryksmiddel, om ikke de hellere skulle hellige sig film eller fotografi. Tænk på de russiske revolutionsfilm og de italienske neorealistiske film, de kan give udtryk for en tanke, en fortælling, uden at slække af på det kunstneriske, langt stærkere end de illustrative socialrealister. Filmen som kunstart kan ved sin rytme og ved sit identifikationsmoment i langt højere grad gribe og overbevise tilskueren.

Og fotografiet har dokumentationens sandhed – der for eksempel i en fredspropaganda er langt mere overbevisende og virkningsfuld end et nok så makabert maleri. Stil et fotografi af lemlæstede lig op ved siden af Géricaults billede af de afhuggede hoveder, og det sidstnævnte vil nok virke ubehageligt, men i forhold til fotografiets absolutte sandhed som et makabert, men alligevel æstetisk stilleben.

Hvis socialrealismen skal få nogen betydning kulturelt, menneskeligt, propagandamæssigt, kunstnerisk, må der arbejdes med maleriet som maleri. Man må bruge de muligheder, som maleriet ene af alle kunstarter ejer. Farvernes uendelige udtryksmuligheder, linjernes rytmiske liv, stoffets
blidhed eller brutalitet, formens kamp eller rejsning. Hvis en socialrealist for eksempel vil male nogle arbejdere, der losser kul på en havnekaj, må det ikke først og fremmest være hans opgave at skildre denne situation illustrativt eller litterært, men malerisk. Han må trænge til bunds i motivets formverden, dets farveverden. Han må forsøge koloristisk at fralokke motivet dets farvehæslighed, skidenheden i husmurene, ansigternes trætte farve, ikke i symbolsk forstand, men i malerisk. Ikke forstand, men malerisk. Ikke i spørgsmålet om genkendelse, men i spørgsmålet om at forplante den følelse, den poesiens og realitetens kraft og ægthed, som motivet indgiver ham ved hjælp af farver, linjer, former. Van Gogh, Toulouse-Lautrec har gjort det i deres billeder af arbejdere og varietéfolk, de forsøgte ikke atfortælle historier, det gjorde man meget bedre i litteraturen, nej, de forsøgte at lade formerne og farverne tale for sig selv. Og hvor langt større register har den moderne maler ikke at
spille på, han har en viden, især takket være den abstrakte kunst, om former, linjer og farver, om deres funktion og muligheder, som van Gogh og Lautrec kun anede.

Der er ingen tvivl om at vi i dag står over for et vendepunkt i den moderne kunst, vi står over for at sprænge isolationen, vi står over for at opfinde malerkunsten på ny, at kaste de teoretiske dogmer over bord og blive malere, det vil sige et menneske, der kan afsløre nye sandheder, nye oplevelser,
ny poesi for os ved hjælp af sit specielle sprog. Det er ikke et spørgsmål om at ligne eller ikke ligne, om figurativt eller nonfigurativt, men et spørgsmål om liv og intensitet, et spørgsmål om kraften til og modet til at sige sandheden, – glædens, skønhedens, råhedens og brutalitetens sandhed, som Goya, El Greco, Cézanne, Kandinsky, Juan Gris, Léger sagde den.

At folket ikke forstår kunsten berettiger ikke til at producere glansbilleder efter deres smag, derved begår man kun et kunstnerisk forræderi. Skal man hjælpe kunsten og kunstforståelsen, således at kunsten igen kan blive folkets ejendom, må det ske gennem et storstilet oplysningsarbejde, som maleren ikke må se sig selv for fin til at gå ind for med al energi og al den entusiasme som denne sag fortjener. Vi
må kvæle det kunstpolitiske småkævleri, prestigejagten, de spidse albuer, kort sagt alle påvirkninger fra den kommercielle, kapitalistiske mentalitet og sætte alt ind på at skabe en sand, dogmefri malerkunst.

Inderst inde er tanken i den socialistiske realisme god nok, og den dag en virkelig stor maler er at finde i rækken vil den utvivlsomt give kunsten et hårdt tiltrængt skub fremad. Det forlyder fra det sladrelystne Paris, at Picasso nu maler socialrealistisk, lad os håbe det er sandt, for Picasso er først og sidst maler – og det er det vi har brug for i dag, om han så maler kvadrater eller knyttede næver er ligegyldigt, bare
det er maleri, der har noget på hjerte, det er det vigtigste.