Albert Mertz – En introduktion. DK

Christian Hald Foghmar (2018)


Foto: Albert Mertz i sin stue i Savigny sur Orge, Paris. Susanne Mertz 1968.

 

Albert Mertz (31. januar 1920 – 30. december 1990) udstillingsdebuterer tretten år gammel i 1933 sammen med vennen Dan Sterup-Hansen og bliver optaget på Kunstakademiet i 1936, kun seksten år gammel. To år senere forlader han Akademiet igen i protest mod den, ifølge ham, gammeldags undervisning. Han begynder sideløbende med billedkunsten at lave film, som på det tidspunkt var en noget avantgardistisk sag i kunstsammenhæng. I det etablerede kunstmiljø bliver der ligefrem set ned på dette medie, og Mertz får prædikatet ‘uvederhæftig’. Det ser han dog stort på, og op gennem 1940’erne laver han adskillige eksperimentalfilm, bl.a. den der regnes som den første danske af slagsen, nemlig “Flugten” fra 1942 sammen med filminstruktøren Jørgen Roos og med kunstneren Robert Jacobsen i hovedrollen. Mertz fortsætter med at lave film helt frem til slutningen af 1950’erne, både af den eksperimentelle slags, men også kortfilm for staten som feks. “Instruktion for arbejdspladsen” fra 1956.

Sidst i 1940’erne danner Mertz kunstnergruppen Linien II med bl.a. Ib Geertsen og Richard Winther. Her skulle den konkrete kunst foldes ud, men igen er Mertz sin egen og ligger noget skævt for denne fordring. Han viser på gruppens første udstilling nogle skramlede dadaistisk inspirerede collager og assemblager. Ikke desto mindre står Mertz som en af chefideologerne bag gruppen med sine tanker om at have det kunstneriske materiale i centrum og ikke kunstnerens indre liv – de subjektive følelser skulle ryddes af vejen.

Op gennem 1950’erne arbejder Mertz også videre med maleriet. I 1952 laver han et udkast til en udsmykning på Østerport Station med maleriet “Fløjtemand”, der blev meget populært i den brede offentlighed. Maleriet repræsenterer den mere gængse opfattelse af maleren Mertz i 1940’erne og 1950’erne – et københavnermotiv i et moderne billedsprog, men dog jordnært og fatteligt. Et maleri bygget op i nærmest geometriske former, men stadig med et realistisk udtryk og med klare referencer til den konkrete kunst og Linien II-gruppen, som han stadig er en del af på det tidspunkt. Senere, i 1957, laver han en mere aparte ting, nemlig “Bærepindeballet”, som består af små bemalede bærepinde i forskellige højder, der er ophængt i en kasse. Den mere legende og eksperimenterende Mertz præsenterer sig her.

I 1963 flytter Mertz til Frankrig, først til Menton i Sydfrankrig og senere til Paris, hvor han bor til 1977. Årene i Frankrig bliver nærmest en slags arbejdseksil for Mertz, hvor han udover at producere i stor stil også holder sig velorienteret om den internationale kunst. Han læser de førende tidsskrifter og skriver bl.a. artikler hjem til Louisiana Revy fra eksempelvis Venedigbiennalen. Men noget større internationalt gennembrud for Mertz’ kunst bliver det ikke til, og hans værker bliver oftest sendt hjem til udstillinger i Danmark – hos Clausens Kunsthandel, på Grønningen og senere Den Frie. Han får ro til sit arbejde i Frankrig, men er samtidig meget isoleret og bevidst om, at Paris måske ikke er stedet, hvor det sker på daværende tidspunkt. I årene 1969-1971 udvikler Mertz, hvad der særligt skulle blive hans signatur, nemlig rød+blå-propositionen – oftest brugt som et rektangel bestående af et rødt kvadrat til venstre og et blåt til højre.

I denne kombination af farvemodsætningsparret rød+blå ser Mertz en slags universaltegn, der kan indgå i forskellige sammenhænge. Som Mikkel Bogh skriver i artiklen “Mertzhuset” fra 1999, kunne Wittgensteins ‘konkrethedsfilosofi’ omkring ‘the meaning is the use’ stå som overskrift for rød+blå-undersøgelsen. Hverken ord eller andre udsagn har betydning i sig selv, men får betydning i brugen. Mertz ønsker med rød+blå at undersøge denne brug på basis af et så klart udtryk som muligt – fri for konventioner af enhver art. Han bruger denne farvekombination fremover og udvider fra den rene form af de to kvadrater til mange forskellige motiver. Rød+blå-propositionen bliver central i Mertz’ forsøg på at skabe frirum i kunsten.

I Paris påbegynder Mertz også sit store noteværk, hvor han skriver en slags dagbøger med tanker om kunsten – om overvejelser af den ene eller anden art omkring det at lave kunst, være kunstner osv. Noteapparatet deles op i forskellige bøger kaldet for eksempel Værkstedsbøger, Rød + Blå, Skraldebøger og egentlige dagbøger. Det er både i dybde og bredde en skribentvirksomhed, der i dag står klart som et vægtigt og enestående stykke arbejde i dansk kunsthistorie.

Fra 1977 og til sin død i 1990 er Albert Mertz tilbage i Danmark, men bosætter sig dog noget fra København og kunstmiljøet – på Glænø syd for Skælskør. Hans kunst er i 1980’erne særligt centreret omkring rød+blå-propositionen, og han udstiller blandt andet med den amerikanske kunstner Lawrence Weiner. Han kommer tilbage til Kunstakademiet og bliver professor i 1979, hvor han introducerer eleverne for en række internationale gæstelærere og er med til at starte Skolen for Mediekunst. Mertz deltager også i flere kulturprogrammer i tv og arbejder til sidst på den store præsentation af sine værker til den 21. São Paulo Biennale i Brasilien i 1991, hvor han således posthumt var Danmarks officielle repræsentant.

Albert Mertz efterlod sig en af det forrige århundredes mest interessante danske værkproduktioner. Som hovedoverskrift kan man sige, at han konstant var ude i en undersøgelse af kunsten og ikke mindst dens forhold til virkeligheden. Han eksperimenterede, tvivlede og spurgte: til hvad er kunst? Han fulgte sin kunstneriske tanke eller idé og udtrykte den i alle medier fra maleri, tegning og collage til skulptur og film. Samtidig var han hele vejen igennem en markant stemme i kunstverdenen med sine mange artikler og tekster, og han fulgte med i udviklingen både herhjemme og internationalt. Den vigtigere rolle, Mertz udfyldte i efterkrigstidens kunsthistorie, gengives meget godt i den gennemgående figur, Mikkel Bogh gør ham til i bind 9 af Ny Dansk Kunsthistorie. Bogh fremhæver Mertz som et vigtigt bindeled mellem 1940’ernes abstrakte kunst og efterkrigstidens ny-avantgardistiske strømninger, og i Mertz’ kunst afspejles meget af udviklingen gennem sidste halvdel af århundredet.

Albert Mertz var aktiv i mange år, helt fra 1931 og frem til 1990, og lavede rigtig mange værker. Hans betydning for dansk kunst var stor, da han levede – han fik f.eks. sin første retrospektive udstilling i Kunstforeningen 42 år gammel i 1962 – og især i de sidste 10-15 år havde han en stor værkproduktion og udstillingsaktivitet, samtidig med at han var professor på Kunstakademiet i København. Siden er interessen for hans kunst og indflydelsen af hans virke kun vokset. Kunsthistorikere, kuratorer og kunstnere skriver om, udstiller og ‘bruger’ i stigende grad hans værker. Der har været adskillige store udstillinger herhjemme på museer og gallerier, men også internationalt begynder en stigende interesse at vise sig. Galleriudstillinger, messepræsentationer og kuratorhenvendelser både i Europa og USA.