Billedtale

Albert Mertz (1966)


Billedtale. 1966. Katalogtekst til udstillingen “Pejlinger”, Louisiana.

Hentet fra Døren er åben – tekster af Albert Mertz. Redigeret af Absalon Kirkeby og Kasper Hesselbjerg

 

Når jeg gerne vil kommentere mine billeder, er det hverken for at påtvinge beskueren en bestemt opfattelse af mine billeder eller for at proklamere en række dogmer. Tværtimod har det været min hensigt at lette beskuerens tilegnelse af de tanker og ideer der ligger til grund for mit arbejde, at fortælle hvorfor jeg har gjort sådan og sådan, og hvad det egentlig er jeg vil med mit arbejde.

Ophængningen er tendentiøs. Af tidligere billeder har jeg bevidst (og mere og mere ud fra idémæssig end ud fra kvalitetskriterier) valgt dem der fører op til mit nuværende standpunkt.

Billedet (det malede eller på anden måde fremstillede) ligger i dag i hård konkurrence med andre visuelle udtryksmidler som fjernsyn, film, fotografi. Det må derfor i dag være kunstnerens opgave at bevise maleriets berettigelse, gøre det aktivt, væsentligt, placere det centralt i det moderne menneskes bevidsthed.

Jeg maler for beskueren, ikke kun for mig selv. Jeg imødekommer ikke beskuerens ønsker om hvordan et billede skal være, men beskueren er altid til stede under mit arbejde. Jeg stiller mig selv spørgsmålene: Hvordan vil det og det virke? Hvordan vil den form-farve blive opfattet? Hvilke mulige associationer kan de give stødet til?

Jeg vil skabe en situation. Ethvert billede påvirker det rum det befinder sig i, forandrer det og er en hændelse der gerne skulle aktivisere beskueren. Et billede skal være en slags helvedesmaskine der tikker aktivitet, uro, ud i rummet og ikke kun et ligegyldigt divertissement.

Jeg tror ikke på den umiddelbare, spontane tilegnelse af kunst. Jeg tror ikke der i form-farve “i sig selv” er iboende åndelige eller symbolske kvaliteter. Derimod tror jeg på farven som et rent fysisk stof der som alle stoffer har en udstråling ud over det synlige. Ligesom vi reagerer forskelligt over for stoffer som jern, tøj, glas, ild, vand, således også med farvestoffet og dets forskellige grader af intensitet.

Gestaltpsykologien har jo for længst bevist sådanne fysiske og psykologiske reaktioner. Jeg bruger ikke farven ud fra “maleriske” – “koloristiske” synspunkter, men ud fra den rent fysiske intensitet og appel. Det samme gælder formen, det er ikke i første række hvad den repræsenterer, men hvad den intensiverer i billedet. Jeg afskyer enhver form for eks-pressionisme og symbolisme. En farve og form skal være hvad den er, hvad man kan se, intet andet. Om det som i nogle af mine billeder er silhouetten af en soldat, en kasse eller en cirkel gør ingen væsentlig forskel. For mig er de realiteter, ting, ikke abstraktioner eller symbolske tegn. Ikke udtryk for mit sjæleliv, men ting blandt verdens millioner af andre ting.

Det jeg vil er et anonymt, et åbent billede. Anonymt i den forstand at det ikke er udtryk for mine sjælekvaler, men er en fremstillet ting, et spil med visse regler, sceneanvisninger til et drama. Deraf følger kravet på åbenhed, at beskueren ud fra mine spilleregler, ud fra dramaets sceneanvisninger, kan træde “ind i” billedet med sig selv, sine egne følelser, lyster, drømme, ønsker og associationer. Billedet skal være et signal der udløser tilskuerens selvaktivitet – tanke + handling. Derfor er den rent fysiske intensitet i mine billeder væsentlig. Derfor afskriver jeg enhver form for nuancering. Formen er som regel den samme der vendes og drejes – varieres. Renhed og enkelhed i form-farve har også til formål at de med størst mulig styrke kan indvirke på hinanden, ophæve det statiske, blive bevægelige hen imod det kinetiske. En rød og en blå hidser hinanden op, som sort hvidt, rundt kantet. Dette er selvfølgeligheder, men denne responsivitet, denne kontrastering skaber mellem billede og beskuer, materialiserer og aktiviserer dette rum der ellers er dødt. Jeg vil væk fra den kontemplative oplevelse og tilegnelse af kunst. For yderligere at understrege denne materialisation må billedet være et objekt. Billedet skal stråle ud i rummet, elektrificere det. Det skal ikke være noget man ser ind i som renæssancebilledet. Man ser jo ikke ind i et objekt, men på det.

I mine kassebilleder bruger jeg ganske vist illusionismen, men ud mod beskueren, ikke ind i billedet. I disse billeder arbejder jeg også med et dualistisk rum. En form-farve der det ene øjeblik kan opfattes som lignende inde i billedet kan det næste opfattes som helt ude på billedfladen, det ene øjeblik som en lukket, det andet som en åben form.

Denne dualistiske bevægelighed i rummet har jeg arbejdet med i alle mine seneste billeder. Enkelhed der skaber mangfoldighed er det jeg stræber mod. Når jeg vælger den simpleste af alle former, kassen, er det fordi dens associationsmuligheder er næsten uendelige. En firkantet kasse kan ud over at være en rumlig beskrevet, temmelig anonym genstand, også i tilskuerens fantasi blive andre ting: Pandoras æske, emballagekasse, marmorblok og så fremdeles. Kassen beskrives på billedfladen af geometriske former, der uanset om de har til formål at danne kassen, hver for sig har en selvstændig kvalitet. De danner altså både kasse og er på samme tid sig selv.

Når jeg i mine camouflagebilleder bruger soldatersilhouetter, ligger der ikke noget symbolsk eller litterært i det. Naturligvis er det ikke tilfældigt jeg har valgt soldater. Vi lever i en verden der er i permanent krig. Soldaten er en del af vor dagligdag. Men soldaten associerer ikke til f.eks. Vietnamkrigen, men til soldaten som begreb i fortid (General Epinal-billedet) og nutid.

Jeg er ikke abstrakt og har aldrig været det. Jeg siger dette fordi bl.a. mit billede “Kugler i kanten” af mange formodentlig vil blive opfattet som et abstrakt billede. Det er det ikke mere end soldaterbillederne eller kasserne. Det er et realistisk og magisk billede. De sorte kugler (kanonkugler?) er for mig genstande ligeså virkelige som andre genstande. Den blå firkant i det orange rum er ikke kun to farver, men en intens intensitetsstrøm ud i rummet – ud af billedet.

Jeg konstaterer gang på gang når jeg har malet et billede, at jeg egentlig forsøger at destruere det, opløse det til rene fysiske impulser. Ud fra dette er det muligt at jeg fremover bliver tvunget til at forlade billedfladen og firkanten og arbejde med selve rummet, hvordan og på hvilken måde står mig i dag ikke helt klart. Når man stræber efter at skabe et billede der er et objekt, et objekt der bemægtiger sig rummet, er det tvivlsomt om billedfirkanten stadig kan være slagmark for disse forsøg.

Billedet er jo i dag en underlig uhåndterlig ting, distributionsmæssigt og socialt – hvad skal vi egentlig gøre med det? Udstillinger er i dag ubrugelige rudimenter fra firserne, og vægudsmykninger løser jo langtfra problemet.

Man forsøger i dag, verden over, med objekter, assemblager, environment, happenings, kinetik osv. Der spores en utilfredshed med billedet som det indtil nu har været. Ingen af disse løsninger tiltaler dog mig personligt, helt ud. Desuden har jeg arbejdet inden for disse områder for fem år siden. Men måske disse forsøg kan give stødet til en helt femte, sjette løsning.

Jeg vil fortsat arbejde med billedet, indtil det tidspunkt hvor det har opløst sig selv og ubønhørligt kræver andre løsninger, andre udformninger. Bestræbelserne i dag på at komme tilskueren i møde, at aktivisere ham, bort fra det selvudfoldende ego (Picasso) er sunde. Det er denne bestræbelse jeg, efter evne, forsøger at styrke og bidrage til, og det er om dette min ophængning her på Louisiana gerne skulle bære vidnesbyrd.

 

A. Mertz
Januar 66.