Albert Mertz

Louisiana Revy 6. årg. nr. 2

 

Sociologer og teknikere kan når de vil se ind i fremtiden, støtte sig til statistikker og andre beregningsmetoder. Skal man derimod forestille sig hvordan kunstens fremtid vil forme sig, har man ingen brugbare beregninger eller statistikker at støtte sig til. Man kan søge visse tegn i den nutidige kunst, men i sidste ende må det blive gætteri og utopi. Der vil altid være dette irreale element til stede der hedder menneskesindet, det som kunsten jo i sidste instans opstår af og henvender sig til.

Vi må altså se på hvad vi har, før vi kan tænke på hvad vi vil få, eller hvad vi kunne ønske at få i fremtiden. Er der tegn i nutidskunsten der peger ind i fremtiden? Kunsten i dag står temmelig isoleret i sit forhold til det øvrige samfund. Voldsom aktivitet inden for kunstens egne cirkler er tydelig, måske er betegnelsen forvirring rigtigere. Det kan vel dårligt være andet i et samfund der, som det nuværende, i hurtigt tempo gennemgår en forandring.

Noget er ved at dø og noget er ved at fødes, vi befinder os i ingenmandslandet mellem de to poler. Vitalitet og udtryksvilje er der nok af, hvad man kunne konstatere både på Biennalen og Documenta, men en voldsom spredning af kræfterne finder sted. Men – denne sprednings desperationsprægede søgen viser en tydelig tendens til at søge udenfor kunstens lukkede cirkel. Der er forskelligartede, men tydelige udtryk for en dæmrende fornemmelse af og interesse for den moderne verdens problemer. Måske har man mistet troen på modernismens nuværende gyldighed, måske aner man at en fuldstændig revidering af kunstsynet står for døren?

Subjektivismen, det autonome, de større eller mindre formelle revolutioner har mistet deres tiltrækning. Mon ikke Picasso kommer til at stå som det store pragtfulde punktum for en periode hvor kunstens frihedskamp foregik alene på den indre, personlige front?

På alle områder af kunstlivet er man instinktivt klar over at tampen brænder. Museerne forsøger man at gøre levende ved skiftende aktuelle udstillinger, foredrag, koncerter, film og hvad man ellers kan hitte på. Gallerierne lokker med elektronmusik og de nu så mondæne happenings. Det er Tordenskjolds soldater man møder til alle ferniseringer, den lille trofaste frelste skare og den profitsnusende kunstbørs. Billeder og skulpturer alene trækker ikke det almindelige publikum til huse. Kun hvis der er skandale eller sensation i luften, hvis maleren som van Gogh har skåret sit øre af, eller hvis han som Lautrec maler ludere og lesbiske piger. Det moderne menneske har simpelthen ikke den ro over sig der kræves for at kunsten skal åbne sig og folde sig ud. Han har ikke nerver, ikke tid; det går for langsomt, alt skal helst være i hurtigt skiftende bevægelse. Hvis han har en billedhunger, tilfredsstilles den af fjernsyn, film, billedblade og plakater. Man kan beklage det, men ikke se bort fra at det er en kendsgerning.

Måske har man også jaget folk på flugt med al for megen snak om kunst, selvom nogle jo mener der ikke snakkes nok. Vender vi blikket bagud mod kunstens historie og ser på de mexicanske gudebilleder, kultskulpturer og templer, konstaterer vi, at de ikke af deres samtid blev skabt eller opfattet som det vi i dag forstår ved kunst. De var ting med en ren social og religiøs funktion. Anonyme værker skabt af håndværkere. Stillet over for dem diskuterede man ikke æstetik, kunst eller ikke kunst, det ville have været uærbødigt, det var gudernes kraft, guderne selv man stod overfor – her måtte al tale forstumme.

Man vil måske påstå at om man kalder det kunst, religion eller magi alene er en strid om ord. Nej forskellen er større. Gudebillederne var den materialiserede følelse af frygt og underkastelse, en naturkraft bundet til stenen, skabt af det åndelige, religiøse fællesskab. Det var ikke kunst, det var forfærdende, menneskeblodbestænket virkelighed, her må alle æstetiske og tåbelige vurderinger blegne.

Der har altså været tider hvor kunsten ikke havde plads på museer og gallerier, hvor den ikke var en intellektuel beskæftigelse, men en realitet. Det viser os at billeder og skulpturer kan være noget helt andet end vi i dag forestiller os. Det er klogt at have for øje når man vil se ind i fremtiden. Nutidsmennesket, og i langt højere grad fremtidsmennesket, omgives af objekter der på den ene eller anden måde tjener et funktionelt formål. Denne funktionelle realitet savner mennesket instinktivt over for maleri og skulptur, ja vel over for al kunst. Kunsten er ophørt med at være en selvfølgelighed. Opdragelse til kunstforståelse er kun velment lapperi, at det skulle være nødvendigt viser tydeligere end noget andet at der er noget galt med kunsten og vort kunstsyn. Den moderne kunst eksisterer simpelthen ikke for firs procent af menneskeheden.

Der gøres mange anstrengelser på at udjævne denne kløft mellem kunst og samfund. Det mest effektive fremstød tror man at have gjort ved at give kunstnerne dekorative opgaver. Der er måske noget rigtigt i tanken, men praktiseringen af den er urealistisk – nærmest romantisk. Sentimentalt forveksler man nutiden med renæssancen og mener åbenbart at bare man finder tilstrækkeligt med vægge til at male på og tomme pladser til skulpturer, kommer kunstens storhedstid af sig selv. Man har glemt at stille de fundamentale spørgsmål: Er der hos nutidsmennesket et naturligt behov for den slags udsmykninger? Er der kunstnere der kan løse dem? Det er mere end tvivlsomt om der hos mennesket i dag findes et naturligt behov for vægkunst. Fortidens vægkunst var baseret på en religiøs fællesfølelse som ikke findes i dag (selvom endog ateistiske kunstnere i dag gladeligt udsmykker kirker, hvad der siger noget centralt om hele problemet). Tænker man sig at disse vægudsmykninger skal fremme kunstinteressen og forståelsen, gør man regning uden vært. Sker der ikke kun det, at de mennesker der dag ud og dag ind skal færdes i de udsmykkede lokaler simpelthen sløves og til sidst overhovedet ikke ser billederne? Hvor mange ser møblerne og billederne i deres egen stue? Begrebet kunstarternes samarbejde er ustandseligt blevet trukket frem som det store dyr i åbenbaringen.

Sandheden er, at et samarbejde mellem kunstnere og arkitekter er en umulighed så længe kunstnerne ikke har forudsætninger for at forstå de forhold af social, økonomisk og teknisk art, arkitekterne arbejder under. Det er jo ikke nok at der bliver tomme vægge, det skulle jo være hensigten at skabe et menneskeligt miljø svarende til de krav den foreliggende opgave stiller. Løsningen af en sådan opgave vil af kunstneren kræve en langt større social, teknisk, psykologisk og samfundsmæssig viden, end han for øjeblikket har. Alle disse spørgsmål og problemer rækker langt ind i fremtiden, hvor de vil trænge sig på og kræve en dybtgående undersøgelse og en dybtgående studie. Her melder spørgsmålet sig igen, om ikke det kunstsyn vi i dag bygger på er ubrugeligt?

Er det muligt, uden at henfalde til nytteløs dogmatik, at sige noget om, hvorvidt en ændring af det gældende kunstsyn kan og vil finde sted? Det er vanskeligt og kan vel kun blive formodninger som virkeligheden vil modsige.

På ungdomsbiennalen i Paris forrige efterår, på biennalen i Venedig og på Documenta, stiftede man bekendtskab med grupperne “T” og “N” fra Italien, “Zero” fra Tyskland og endelig “Groupe de Recherches d’Art de Paris”. Disse grupper var et nyt indslag i det aktuelle kunstliv. Gruppen fra Paris, f.eks., omfatter foruden billedkunstnere sociologer, komponister, arkitekter, poeter. Som de andre grupper arbejder den med et eksakt forskningsarbejde af visuelle fænomener i relation til arkitektur, musik osv. Det er ikke kunst de laver, men forsøg. Det er i dag noget nyt at kunstnere indgår i et disciplineret samarbejde. Om fremtidens kunst kommer til at se sådan ud? Måske, måske ikke, men ånden der præger disse grupper viser ind i fremtiden. Anonyme kollektive kunstnere står i dag for de fleste som selve kunstens selvmord – en slags kunstkommunisme med udryddelse af den enkeltes personlighed. Er pyramidernes og katedralernes bygmestre, ikonernes malere ikke anonyme og kollektive? Hvad kender vi mere til Mantegna eller Carpaccio end navnet og nogle få data? Her er det værkerne alene der taler til os. Ikke om kunstnernes private sjæleliv, men om gud og det af gud skabte. I dag arbejder hele det kommercielle kunstlivs apparat under højtryk for at stampe personligheder og originalitet op af jorden. Det er imod dette de nævnte grupper reagerer. Andre har længe arbejdet i samme ånd, med blikket rettet mod fremtiden. Nicolas Schöffer med sine aerodynamiske  flerdimensionale bevægelses- og lysskulpturer. Fontana med sin spatialisme, rummet som aktivitet. Vasarely med sin kinetiske rumkunst. I Danmark har en mand som Aagaard Andersen med en voldsom energi og dynamik eksperimenteret med brugen af kunst på så at sige alle områder.

Den græske billedhugger Takis der arbejder med telemagnetiske skulpturer, udtaler i et interview, at det er hans mål med disse at opfange den usynlige følelses verden. Det farveløse, usensuelle, nøgne, der ikke ophidser øjet, smagen eller seksualiteten – den rene tanke. Det var de samme ideer Yves Klein var inde på med sine monokrome billeder, der skulle være den materialiserede følelses tilstedeværelse i rummet. Lad os se på en kunstner der beskæftiger sig med det nærværende, tingene og menneskelegemet, Alberto Giacometti. Hans utrættelige undersøgelser bar dette at se som grundlag. Han spørger: Hvad er dette at se et ansigt eller et menneskelegeme i ro eller bevægelse? Resultatet af hans synsforskning bliver nogle lange, nærmest ståltrådstynde skikkelser, det er netop skikkelser, for der er ikke meget på dem af ydre menneskelige kendetegn. De er næsten kun en antydning i rummet, men en antydning der får rummet til at leve for vore øjne som en realitet. I hans tegninger er der kun tre fire streger eller krads der nødtørftig angiver en ting eller et legeme, men man føler rummet, bevægelsen, eksistensen af disse krads som en næsten håndfast realitet. Særligt langt fra Takis og Klein er Giacometti altså ikke, selvom han starter fra et andet udgangspunkt.

Det der hos disse kunstnere peger fremad, er forsøget på at skabe en eksistens, en realitet, som man med fare for at blive misforstået kunne kalde udtryksløs, i hvert fald er den ikke subjektivt udtryksfuld.

Havet, skyerne og træerne er ikke i sig selv udtryksfulde, de er. Det er hvad mennesket lægger i dem af egne tanker og følelser der skaber fornemmelsen af udtryksfuldhed. Et kunstværk er et stykke menneskeskabt natur. Naturen bragt ned på et menneskeligt plan, en enkelthed fra universets mangfoldige kaos, isoleret analyseret, accepteret, det menneskelige forsøg på at finde sin plads, sin berettigelse i universet. Som naturens udtryksfuldhed ligger i mennesket selv, således skal kunstens ligge hos beskueren. Megen moderne kunst smækker døren i til sit eget lille jegkammer for øjnene af tilskueren. Den rene tanke og følelse, for nu at holde os til disse eksempler, er fundet, gennemlevet og materialiseret af kunstneren, hvorefter han træder tilbage og lader beskueren med sine tanker, sin personlighed tage det materialiserede, det skabte i besiddelse. En sådan kunst der er til stede som en ting, en realitet der, hvis beskueren selv vil, har mulighed for at bringe ham fred, selvfordybelse, erkendelse og samklang med universet.

Sådan kunne man måske tænke sig fremtidens kunst, måske ville den tilfredsstille et naturligt behov i et overrationaliseret, overmekaniseret og teknisk behersket samfund. Vil fremtidens kunst da blive den endelige sejr for det nonfigurative kunstsyn? Nej – for spørgsmålet vil forsvinde ud i den blå luft. Der vil formentlig blive tale om en funktionel flerdimensional kunst. Da man tænker sig den som en kunst der har sin plads ude i samfundet, i intim forbindelse med arkitektur, byplanlægning, trafik osv., må dens form afhænge af den funktion den skal udfylde. Det bliver en kunst der må tage hensyn ud over sig selv, sociale, økonomiske, tekniske, psykologiske, fysiske, mentale, som arkitekturen må det i dag. Det vil kræve en kunstnertype helt forskellig fra den nuværende.

Vil der da ikke i fremtidens samfund blive plads og være behov for en ufunktionel, direkte fortællende kunst som den vi kender fra Mexico?

Den mexicanske muralkunst er på alle måder en kolossal kunst. Som grundtema har den hyldesten til det arbejdende folk. Dens fortælling er voldsomt dramatisk, ofte effektsøgende. Hvilken virkning disse billeder har på dem de henvender sig til, de mexicanske arbejdere, skal være usagt. De kan dog næppe, alene ved deres størrelse og udvendige kraft, undgå at have en eller anden virkning. Holder denne virkning sig efter det første chok, efter at nyhedens interesse er forduftet? Det er jo netop problemet ved en fortællende billedkunst i det hele taget, at ved længere tids omgang med den virker dens drama og dettes situationer mærkeligt stivnede, uforløste som en film der er standset midt i det dramatiske højdepunkt. Behovet for en sådan billedkunst i fremtidens samfund er ikke særlig indlysende. I dag har vi film, fjernsyn, foto og billedblade. I fremtiden vil man også have film (vel på en anden måde), man vil have farve-, måske tredimensionelt fjernsyn, bevægelige billed-“blade”, og den fotografiske linse vil være til stede overalt. Det fortællende, det dramatiske situations- og handlingsbillede vil det ikke mangle på i fremtiden. Imod alle disse tekniske udtryksmidler vil et fortællende maleri eller en skulptur virke temmelig ufyldestgørende, der vil i hvert fald næppe være noget stærkt behov for det.

Det kan jo også være at kunsten helt forsvinder i fremtiden – enten fordi samfundet bliver så overrationaliseret at der ikke bliver plads til den, eller fordi menneskene bruger deres kræfter og fritid til noget andet. At fritidsmennesket skulle blive en homo ludens som Constant Nieuwenhuys profeterer det i sit projekt New Babylon, er en sød men urealistisk ønskedrøm. Mennesket i fremtiden vil have nok at bruge den udvidede fritid til, bekymringer på dette punkt føles grundløse og rent moralsk betonede. De der drømmer om en paradisisk tilstand af kunstnerisk aktivitet vil nok blive slemt skuffede. Der er ingen tegn i hverken sol eller måne på, at fremtidens borgere en masse vil kaste sig ud i kartoffeltryk, peddigrørfletning, vævning, amatørmaleri og skulptur, jazzballet, blokf løjtespil, tamtamrytmer og tøjleløse happenings.

Nok vil man lege i fremtiden og udfolde forskellige former for aktivitet, men det bliver tekniske lege og mekaniseret aktivitet. Den allerede nu voldsomme interesse for teknik og populærvidenskab vil stige i fremtiden. Måske vil radio og fjernsyn i væsentlig grad overtage det skrevne ords rolle, og som en fransk fremtidsundersøgelse siger, vil bogen kun blive for en snæver kreds af intellektuelle.

Båndoptageren, Hi-Fi anlægget, gokarten og veteranbilen er jo allerede yndet legetøj, og flere langt mere spændende ting vil følge efter. Forundringen, beundringen, mytedannelsen, drømmen, fantasiflugten har man fra kunsten ført over på videnskaben og teknikken, tidens guder. Det er dem der har fingrene på livets puls, det er hverken kirken eller kunsten. At man kan sende mennesket på rundfart i universet er mere forunderligt end Mona Lisas hemmelighedsfulde smil. Det moderne menneske er begærligt efter viden – eksakt viden, noget man kan tage at føle på. Kunsten som spændende, belærende og udviklende legetøj for voksne – er her en chance i konkurrencen med bånd-optageren, Hi-Fi og gokart?

Lad os prøve at fantasere lidt.

1. Bevægelige billeder, fremstillet af kemiske stoffer eller andre materialer, der er følsomme over for atmosfæreforandringer som kulde, varme, fugtighed, lys. Et sådant billede ville i modsætning til de bevægelige vi kender, være meget rigt på variationsmuligheder.

2. Ligesom det i dag er almindeligt med små transistorradioer og fjernsyn, vil man i fremtiden kunne lave små transportable billedmaskiner. De skulle være forsynet med et antal knapper der hver stod for en variations- og kombinationsmulighed. Maskinen frembringer ved tryk på disse knapper foran én i luften svævende, farvede, flerdimensionale former, figurer og skikkelser der bevæger sig til ledsagende lyd. Man kan variere disse former, deres bevægelse, farve og lyd alt efter ens humør. Er man ked af det, udtrykker man glade, lystige variationer, er man ophidset, på beroligende, er man træt, på dynamiske opildnede og energiske.

3. Kunstspil, bestående af figurer, former og objekter i forskellige materialer. Disse elementer skifter karakter afhængigt af i hvilke forhold til hinanden de placeres. Vinderen er den der har skabt de fleste variationsmuligheder, der til sidst går op i et “billede”. Spillet er naturligvis indrettet på en teknisk måde der gør det muligt for spillerne kun at tænke sig til variationerne, der så via hjernens besked til apparatet materialiserer sig.

4. Ballonskulpturer der forandrer volumen og farve i forhold til hvor megen luft man fylder dem med.

5. Til fremme af kunstinteressen opretter museerne verden over en fjernsynstjeneste, hvor man døgnet rundt kan ringe (eller hvad man nu gør til den tid) f.eks. til Louvre og bestille ti minutter med Mona Lisa eller en detalje af en Rubenspige, man kan ringe til London og få en halv time med “Den blå dreng”, hvis man er i det hjørne.

Kæmpeskulpturer af et endnu ukendt materiale svævende over byen. Skulpturer af vand, ild, luft. Skulpturer der kun fungerer i uvejr eller stormvejr, apparater der forandrer regnvejr til farvestrålende vandpantomimer. Lad os stoppe her, inden fantasien løber helt løbsk.

 

Det er mest sandsynligt at det bliver underholdningsindustrien der kommer til at herske over den slags midler og ikke kunsten. Men – i teorien er de fascinerende muligheder for et samarbejde mellem teknik, videnskab og kunst til stede. Ad denne vej ville kunstneren kunne give en fremtidig, formentlig overteknisk verden, det tilskud af poetisk nytteløshed den måske vil komme til at mangle.

Det hele bliver nok ganske anderledes end vi kan forestille os det. I alle fremtidsprojekter går man ud fra som givet, at vi vil ende i et teknologisk paradis. Måske – men paradis? Mennesket gennemgår selvfølgelig en forandring i forhold til de omgivelser det placeres i, men de elementære menneskelige vilkår, fødsel og død, kærlighed, smerte, sorg, ensomhed, had, kan ingen teknisk opfindelse få til at forsvinde. Disse irreale elementer vil altid være det der udgør mennesket. Det har altid været kunstens hensigt at henvende sig til dette element i mennesket, at udløse, påvise, forklare, fortroliggøre mennesket med dets skæbne i verden. Det vil det også være i fremtiden. Måske vil mennesket reagere mod en fuldautomatisk mekaniseret rationaliseret verden ved af kunsten at ønske den yderste simpelhed og enkelhed af de midler den benytter sig af. En kunst helt blottet for teknik. Men måske er dette også en ønskedrøm.

Hvordan fremtidens samfund end vil forme sig, vil det ikke kunne undgå blandt sine borgere at finde disse mærkelige, uberegnelige, uafrettelige individer, der i gamle dage kaldtes kunstnere.

Måske vil de leve som fredløse, men de vil være der, som en bekræftelse på, at mennesket er noget andet og større end et nummer eller en automat der passer andre automater – at det er levende.